Aarhus præsenterer sig i København
Aarhus gennemgår i disse år en omfattende forvandling. Den nye bydel Aarhus Ø vokser frem på den tidligere containerhavn og vil med tiden huse 7.000 beboere og 12.000 arbejdspladser. Byens facade mod havet er ændret markant – det er begyndelsen på en ny æra.
Det er dog ikke første gang, Aarhus tager store skridt inden for arkitektur og byudvikling. Allerede i 1930’erne skete der store forandringer, som blandt andet blev præsenteret på en udstilling i København i 1933.
Plakaten Det Nye Aarhus fra samme år fortæller historien om denne udstilling, der fandt sted i Københavns Rådhushal. Her blev hele hallen fyldt med fotografier, modeller og visioner for Aarhus’ fremtidige projekter. Udstillingens højdepunkt var en stor model af byen, der skulle vise københavnerne, hvordan Aarhus forvandlede sig til en moderne og fremadstormende storby.
En miniaturemodel af Aarhus Havn, med dens imponerende siloer, var blandt de fremtrædende elementer. Siloerne blev på plakaten fremhævet som et symbol på byens dynamik og fremdrift. Kunstneren Henrik Hansen, som tegnede plakaten, brugte klare farver og et unikt fugleperspektiv til at skildre havnens travle liv med pakhuse og skibe, der spejlede sig i vandet.
Midtpunktet for udstillingen var en model af det kommende Aarhus Universitet, herunder Universitetsparken og de tilhørende bygninger, som havde vundet en arkitektkonkurrence i 1931. Bag projektet stod arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann samt havearkitekten C.Th. Sørensen. De første bygninger stod allerede færdige i 1933 – kun fem år efter beslutningen om, at Aarhus skulle være en universitetsby.
Politiken beskrev i en artikel, hvordan Aarhus var i hastig vækst, procentvis endda hurtigere end København. Byen voksede både mod nord og syd, med lave rækkehuse og villakvarterer i nord og større etageejendomme i syd. Der var også fokus på brede boulevarder og åbne pladser, som sikrede lys og luft til beboerne.
Udstillingen præsenterede også visioner for byens nye Ringgade og modeller af den nyligt overdækkede Aarhus Å. I modellen løb københavnsk vand symbolsk under cementoverdækningen, som skulle blive til den nye Åboulevard.
Da udstillingen åbnede, var København dækket af sne. Tidligere aarhusianere, nu bosat i hovedstaden, var blandt de særligt inviterede gæster. De fik en varm velkomst fra Københavns borgerrepræsentation, der bød dem og københavnerne velkommen til Det Nye Aarhus.
Udstillingen var så inspirerende, at arrangørerne mente, det var svært at forlade den uden at få lyst til at besøge Aarhus. Derfor blev der i tombolaen udloddet 30 gratis rejser til den fremadstormende jyske hovedstad - Det Nye Aarhus...